ISBN - International Book Standard Number

ISBN er en forkortelse for International Standard Book Number, og bruges flittigt af boghandlere, forlag, biblioteker mv. til entydigt at kunne identificere en given bogudgivelse. Ordningen er helt frivillig, men er meget hensigtsmæssig at benytte, hvis din udgivelse skal være offentlig tilgængelig.

Rent teknisk består ISBN af 13 cifre - et præfiks "978" eller "979", en landekode (Danmark "87"), efterfulgt af et forlagsnummer, forlagets udgivelsesnummer, og sidst et checkciffer. I gamle dage - før 2007 bestod systemet af 10 cifre, men behovet for flere numre samt muligheden for nemt at konvertere ISBN til stregkode standarden EAN-13 har nødvendiggjort udvidelsen til 13 cifre.

Enhver ny udgivelse kan få et ISBN. Flere oplag af samme udgave, hvor kun få rettelser har fundet sted beholder det oprindelige ISBN, hvorimod mere omfattende rettelser bør betragtes som en ny udgivelse med dertil hørende nyt ISBN. Forskellige sprogversioner af samme bog skal også have hvert sit individuelle nummer.

Hvis ikke du er registreret forlag, tilbyder vi - uden beregning - at give din bog et ISBN med vores forlagsnummer og dansk landekode.

Systemet administreres overordnet af International ISBN Agency i London, men man skal have sit ISBN fra den lokale nationale organisation - eller fra os:-).

Du kan læse meget mere om ISBN enten på den danske ISBN side som administreres af Dansk Bogfortegnelse - eller den internationale pendant.