Ophavsret

Hvad er ophavsret?
Ophavsretten kan betegnes som en "pagt" mellem den kreative forfatter, fotograf eller kunstner på den ene side og samfundet på den anden. Pagten sikrer at der skabes et incitament for det kreative menneske til at lave og ikke mindst dele sine værker med omverdenen - mod at værket nyder samfundets beskyttelse mod uberettiget udnyttelse - f. eks. i form af piratkopiering.

Registrering af ophavsretten?
Som forfatter til dit værk - din bog - har du som det klare udgangspunkt alle rettigheder over udgivelsen.
Du behøver ikke at foretage dig noget for at sikre dine rettigheder, så dit værk ikke bruges eller udnyttes mod din vilje. Dit værk er beskyttet af ophavsretten og der kræves ingen form for registrering eller anmeldelse.
Mange vælger dog at notere i kolofonen hvem, der er den ansvarlige udgiver, hvem der er forfatter(e) og hvornår værket er mangfoldiggjort første gang.
Copyright er det engelske ord for ophavsret - og du har givetvis stødt på © tegnet eller "Copyright XX person og årstal". At notere det i bogen giver dig ikke flere rettigheder end du i forvejen har efter ophavsretsloven. Det er en ældre praksis, overført fra udlandet, særligt USA, hvor bøgerne der tidligere skulle anmeldes og registreres for at nyde beskyttelse.

Overdragelse af rettighederne
Det er meget sædvanligt, at der selv i en mindre udgivelse kan være flere rettighedshavere. Det kan naturligvis være forfatteren, der har skrevet teksten, eller fotografen, der har taget billeder eller illustratoren, der har lavet tegninger til bogen. Og det gælder også grafikeren, der har designet omslaget eller layoutet indholdet til bogen, som har ophavsret til sit grafiske udtryk. Som udgiver står du dig bedst at lave klare aftaler med de involverede parter omkring anvendelsen af deres respektive værker - både hvad angår omfang af brugen og omkostningerne derfor.

Samtidg står det dig som værkets skaber naturligvis helt frit for at overdrage dine rettigheder helt eller delvist til f. eks. et forlag eller anden udgiver, typisk mod en kompensation i form af honorar.

Vi anbefaler at du finder inspiration til en evt. aftale eller kontrakt om overdragelse af rettigheder hos Dansk Forfatter Forening eller Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt arbejde, ubva.dk.

Overtrædelse af reglerne
Enhver form for uretmæssig kopiering af din bog - det være sig helt eller delvist (udover ganske små citater) - er en krænkelse af dine rettigheder. Krænkelser vil kunne medføre erstatningsansvar og evt. andre sanktioner for den, der uretmæssigt kopierer dit værk.

Hvor længe gælder beskyttelsen?
Ophavsrettten til dit værk bevarer du/dine arvinger efter ophavsretsloven helt indtil 70 år efter din død. Med andre ord må man frit bruge værker/dele af værker, der har mere end 70 år på bagen efter forfatterens død.

Rettigheder efter udløbet af beskyttelsesperioden
Forfatteren bevarer dog altid de såkaldte droit moral rettigheder - hvad man også kalder for ideelle rettigheder.
Så hvis man bruger dele af et værk, hvor ophavsretten er forældet, skal man altid angive tydelig kilde (forfatter/skaber), og man må ikke forvanske eller på anden måde krænke det oprindelige værk.

Citatretten Hvis man citerer fra andre bøger, og det må man godt uden forudgående tilladelse, skal man altid kreditere forfatteren og nævne hvorfra man har taget citatet - kildeangivelse. Der er ingen fast grænse for hvor stor en mængde, det er tilladt at citere. Det kommer meget an på formålet med citeringen i den kontekst, citatet forekommer - men mere end en halv side er nok i overkanten.

Find mere info
Reglerne om ophavsret er i Danmark primært reguleret i lov om ophavsret, som du kan finde her: Lov om ophavsret
Hos UBVA på ubva.dk kan du få meget mere information om ophavsretlige spørgsmål. Blandt andet er det muligt frit at downloade en meget fin og lettilgængelig lille publikation "Ophavsret for begyndere", redigeret af professor i ophavsret, Morten Rosenmeier.